Om Nyrup vandværk


Nyrup vandværk er også din ejendom

Som andelshavere i Nyrup Vandværk, har du købt en andel af vandværket, og dermed har du din del af ansvaret for at vi har godt drikkevand i hanerne.
De fleste af os er vænnet til at drikkevandet er noget kommunen tager sig af.
Det gælder i virkeligheden de færreste vandværker her i landet. Der findes mange hundrede private vandværker med mange eller få forbrugere. Disse vandværker er organiseret i forskellige selskabsformer, hyppigst andelsselskaber eller interessentskaber.
Nyrup vandværk er et andelsselskab, der ledes af et repræsentantskab og en bestyrelse
. Repræsentantskabet er valgt af andelshaverne og bestyrelsen er valgt af repræsentantskabets medlemmer
Repræsentantskabet vælges hvert tredje år med seks medlemmer fra hvert af de syv valgområder, vi har opdelt forbrugerne i.
Opdelingen tjener til at sikre, at der altid er en repræsentant i netop dit lokalområde.

Valgreglerne fremgår af vedtægterne, du har fået som ny andelshaver. Hvis du ikke har dem, kan du rekvirere et eksemplar fra vandværket, eller se/læse dem her på vandværket hjemmesiden.
Det er vigtigt, at der i hvert valgområde er en eller flere, som vil tage initiativ til at få opstillet en liste til repræsentantskabsvalget. For kun på den måde kan vi sikre, at alle andelshaveres interesser bliver varetaget.

Hvad styrer vore handlinger

Vandværket drives indenfor de rammer, der er fastlagt i vandforsyningsloven og i en række bekendtgørelser, der er udstedt i henhold til denne lov. Desuden har vi en række forpligtelser, i henhold til miljølovgivningen, som vi skal overholde.
For at sikre at vi er ajour, er vi medlem af ”Danske vandværker i Danmark”. Det er en forening som varetager de danske vandværkers interesser i hele landet.

Hvordan får vi vort drikkevand?

Grundlaget for al vandforsyning er regnvandet, som siver ned i jorden og en del af dette bliver til grundvand.
Denne udvikling kan tage fra nogle få årtier til flere hundrede år, så det er en ressource vi skal værne om.
Vi henter vort drikkevand i undergrunden nordvest for Højby Sø, derfor har vi etableret 5 boringer ned i kalklagene eller gruslagene under området. I dag benytter vi kun de fire af de fem boringer, da det er nok til at forsyne vandværkets forbrugere. Den ældste boring (boring 1) er sløjfet, fordi den ikke ydede ret meget, og havde den ringeste vandkvalitet.
Vandet pumpes op i iltningsbeholdere på vandværket, hvor de renses for metan og svovlbrinte samt iltes ved at der blæses luft igennem det.
Vandet løber videre ud i en række filtre, der er fyldt med nogle stenlag, som bliver finere og finere fra bunden og opad.
Her bliver vandet filtreret, så det bliver det klare velsmagende vand, du kender fra vandhanen.

Vandet sendes fra vandværket ud til andelshaverne gennem et ledningsnet, der dels får trykket direkte fra værket, dels fra en pumpestation i Nyrup.

Ledningsnettet bliver løbende renoverer, så de ældste ledninger udskiftes til nyere og en bedre kvalitet rør.
Naturligvis sørger vi for, at eventuelle utætheder bliver fundet hurtigst muligt. Det gør vi ved at måle på de enkelte dele af ledningsnettet, når vandmålerne på vandværket viser noget unormalt i forbrugsmønsteret.
Ledningsnettet skal holdes tæt, ellers skal vi betale strafafgift til staten for det spildte vand, der overstiger
10 procent.

I de seneste år, har vi for at kunne opfylde loven om afregningsmålere, haft travlt med at udskifte målere og de gamle målerbrønde, som ikke kunne rumme de nye målere. Dette arbejde er  afsluttet 1´ste april 2017.


Pasning af vandværket

Til at passe vandværket dagligt, har vi ansat en vandværksbestyrer Peder Overgård, der holder øje med vandforbrugene, udbyder renoveringsarbejde og nyanlæg, og i det hele taget står for den daglige drift.
Han fører også tilsyn med VVS-arbejder i husene og læser vore vandmålere af en gang om året.
Dette er til stor gavn for os alle, for hvis han ser noget unormalt ved ejendommens forbrug, kontakter han ejeren, så forholdende kan blive rettet. Derfor er det vigtigt, at vandværket har adresse og et telefonnummer og eller mailadresse, så vi kan få kontakt med ejeren af den aktuelle ejendom.

Administration

Til at varetage administrationen, regnskaber m.v. har vi ansat kontorassistent Kirsten Andersen, der træffes i vandværkets kontortid.

Hvad koster alt dette?

Vandværkets budget er på ca. 2,7 millioner kroner om året. Pengene kommer ind som vandafgifter fordelt med 85% på den faste årlige afgift, og 15% på den pris vi betaler pr. m3, samt nogle gebyrer på ejerskifte, pris for nyetablering, genoplukning af forsyning hos restanter m.m.

Konklusion

Vi i bestyrelsen håber at dette har givet et indtryk af hvad det er at drive et vandværk, og forhåbentligt givet en række af vore andelshavere lyst til at være med til at drive denne spændende virksomhed, til gavn for alle andelshaverne.

Svend-Erik Hougs
Bestyrelsesformand revideret 2017-10-17